Nyhedsbrev april 2018

Styrelsen arbejder på forskellige medlemsarrangementer i 2018. Vi erindrer, at der var stor tilslutning til vort jubilæumsarrangement med Peter Fonagy og har meget lyst til at arrangere noget lignende. Mere herom i næste nyhedsbrev.

Vi arbejder også på at etablere et kursus i efteråret 2018 om psykotiske symptomer og skizofreni hos børn og unge. Mere herom ….også i næste nyhedsbrev.

Siden sidst har et nyt selskab under DP set dagens lys; Selskab for Specialpsykologer i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. De havde stiftende generalforsamling i starten af februar, hvor vi deltog. Her blev det klart, at selskabet aktuelt havde størst tilslutning blandt specialpsykologer i voksen psykiatri, men der var flere specialpsykologer i børne- og ungdomspsykiatri til stede og Eva Kirketerp blev valgt ind i styrelsen og dernæst valgt som næstformand. SPBU håber og tror at gode kræfter har samlet sig her og vil arbejde aktivt for at understøtte specialpsykologernes virke ligesom vi kunne forestille os et samarbejde, hvor de to selskabers mål og opgaver krydses.

Vi har også været til GF i DP. Her var vi medstillere af et forslag om en resolution mhp at sikre, at DP i fremtiden vil arbejde imod assisteret selvmord. Forslaget blev ikke stemt igennem, ej heller som almindeligt forslag til DPs arbejdsprogram efterfølgende. Det er vi naturligvis ærgerlige over, da vi grundlæggende anser det for dybt problematisk, hvis mennesker med psykisk lidelse får mulighed får hjælp til selvmord. Vi ser dagligt, hvordan selv meget lidende og svært funktionshæmmede mennesker udvikler sig og får gode liv. Liv, som de ikke kan forestille sig midt i deres dybeste krise.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at gøre reklame for det kommende ICD-11 Seminar den 4.-5.. oktober 2018 i København arrangeret af Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer DPSP. Her vil nogle af hovedmændene bag den nye ICD gennemgå de diagnostiske guidelines for diagnosticering og den videnskabelige baggrund ICD står på. Tilmeldingen er åben. Tjek deres hjemmeside og vedhæftede fil (PDF).

Sidst men ikke mindst vil vi også gøre reklame for vort eget selskab og mulighederne for at blive del af styrelsen. Der er generalforsamling den 3.11. 2018 i Aarhus. SPBU’s styrelse er bredt sammensat af psykologer fra alle fem regioner og det er vigtigt for os at være en forening for alle psykologer der arbejder med børn, unge og psykopatologi, uagtet titler iøvrigt. Vi er aktuelt kun psykologer ansat i børne- og ungdomspsykiatrien og kunne godt ønske os styrelsesmedlemmer fra det kommunale område eller fra institutioner/behandlingshjem for børn og unge med psykiske lidelser eller udviklingsforstyrrelser. Det tværsektorielle samarbejde er på dagsordenen, ligesom vi dagligt ser, hvordan overgange er udfordrende for både patienterne og deres familier og de professionelle omkring dem. SPBU vil gerne kunne bidrage med refleksioner og ideer til styrkelse af dette samarbejde.

På vegne af Styrelsen i SPBU
Formand Linette Frølich Møller