Nyhedsbrev februar 2017

Kære medlemmer,

For få dage siden blev der lagt opslag ud på www.psykologjob.dk og sandsynligvis også på de enkelte regioners hjemmeside med de kommende uddannelsesstillinger til specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri. Stillingerne kan søges indtil 17.3. 2017 med opstart 1.9. 2017. Læs mere i opslagene eller på www.specialpsykologuddannelsen.dk

SPBU har repræsentanter med i en række både faste og løbende udvalg og arbejdsgrupper. Indtil årsskiftet har mangeårigt styrelsesmedlem og ledende specialpsykolog Gunvor Brandt siddet i regeringens psykiatriudvalg. Hun har nu overladt denne taburet til DPs formand Eva Secher Mathiesen. Vi har været glade for Gunvors repræsentantskab og det faktum, at Gunvor med sin viden og erfaring indenfor børne- og ungeområdet repræsenterede børne- og ungdomspsykiatrien. Vi kan dog også sagtens se fordele i at DPs formand selv tiltræder og engagerer sig i så væsentlig en funktion. Vi vil fra SPBU gennem vores kontakt til Eva og deltagelse i DPs baggrundsgruppe til udvalget søge at klæde Eva på til at vide, hvad der rører sig i børne- og ungdomspsykiatrien.

I SPBU plejer vi at bruge en del tid på at forholde os til og bidrage til høringssvar, men de sidste måneder har det været helt stille på den front. Vi er aktuelt af DP blevet bedt om at indstille kandidater til Sundhedsstyrelsens arbejdsgrupper, der i løbet af 2017 skal bidrage til udarbejdelsen af nye forløbsprogrammer for 3 væsentlige områder indenfor børne- og ungdomspsykiatrien: ADHD-området, spiseforstyrrelser samt angst/depression. Og vi er blevet bedt om at indstille kandidater til ”Nationalt partnerskab til forebyggelse af selvmord 2017-20”, som ligeledes er et projekt, der udgår fra Sundhedsstyrelsen.

Vi er i SPBU optagede af, at psykologer varetager nye opgaver i psykiatrien. I flere regioner er psykologer for eksempel begyndt at indgå i vagtlaget – og i andre regioner er det på tegnebrættet. Det kan både ses som en naturlig konsekvens af specialpsykologuddannelsen og som en mulighed for, at psykologer bidrager til løsningen af endnu flere betydelige opgaver indenfor børne- og ungdomspsykiatrien. Men det rykker måske også ved, hvordan vi traditionelt har forstået og forvaltet vores rolle ift patienterne. De meldinger vi hører er, at både de implicerede psykologer, patienterne samt ledelserne er glade for ordningen.

På vegne af SPBU formand Linette Frølich Møller