Kære medlemmer
Den 12.11. 2016 holdt SPBU sin 10. generalforsamling. Her valgte flertallet af styrelsesmedlemmerne at fortsætte og genopstille. Efter generalforsamlingen konstituerede styrelsen sig som følger:
Formand, Linette Frølich Møller, region Midt
Næstformand, Anette Anbert, region Sjælland
Kasserer, Helle Jørgensen Lolli, region Hovedstaden
Sekretær og repræsentant for uddannelsespsykologerne, Ann Janet Hansen, region Nord
Styrelsesmedlem Ditte Lammers Vernal, region Nord
Styrelsesmedlem Gitte Andersen, region Hovedstaden
Styrelsesmedlem Pusjka Helene Cohn, region Midt
Styrelsesmedlem Mette Raun Hansen, region Syd
Styrelsesmedlem Signe Damgaard, region Midt
Dette betyder, at vi måtte sige farvel til mangeårigt medlem af styrelsen, Gunvor Brandt, region Midt. Gunvor har været en meget væsentlig del af styrelsesarbejdet og vi vil uden tvivl komme til at mangle hende i det arbejde, vi vil kaste os over i den kommende generalforsamlingsperiode.
Vi glæder os dog over, at styrelsen i SPBU stadig er bredt sammensat med psykologer fra alle regioner og psykologer med forskellige grad af erfaring og forskellige interesseområder indenfor feltet; børn og unge med psykopatologi.
På SPBUs hjemmeside kan I se selskabsberetningen fra 2016, hvor formanden opsummerer SPBUs arbejde i 2016 samt budget og regnskab.
I 2017 vil SPBU fortsætte arbejdet med at udvikle kurser og arrangementer for vore medlemmer. Vi vil fortsat bidrage til DPs virke ift at sikre vilkårene for psykologer, der arbejder med børn og unge med psykopatologi, så vi kan tilbyde den bedst mulige behandling og udredning. Vi håber meget på, at der i 2017, kommer noget konkret ud af det modige opråb, som læger og psykologer stod sammen om i september 2016. Vi kan se, at det er på dagsordenen til næste møde i baggrundsgruppen i DP i januar 2017. Og vi noterer os, at der tales stadig mere om styringsredskaberne i psykiatrien både lokalt og nationalt.
Ifbm generalforsamlingen gæstede psykolog og phd. Christina Mohr os og holdt oplæg med titlen: ADHD i barndommen og senere kriminalitet – hvem er i risiko for hvad? Christina sammenfatter implikationerne af sin forskning; “Denne viden bør styrke vores opmærksomhed på, dels at få afdækket sociale risikofaktorer og dels, at forebyggende indsatser bør have et bredt bio-psyko-social fokus. Ydermere kan denne viden bruges til at nuancere vores forståelse og formidling om forholdet mellem ADHD og senere kriminalitet”.
Læs Christinas skriftlige sammenfatning af sit oplæg på SPBUs hjemmeside.
Vi håber at se Jer, eller på anden vis høre fra Jer i 2017.
På vegne af styrelsen
Formand Linette Frølich Møller